Menu Luk

Hvad er en god svarprocent?

Svarprocent

Hej brevkasse

Jeg arbejder i en kursusvirksomhed, og vi laver evalueringer gennem spørgeskemaer, vi sender ud til vores kursister. Vi vil gerne øge kvaliteten af vores spørgeskemaer, og derfor følger jeg lige nu meget med i svarprocenten af vores undersøgelser. Hvor høj skal svarprocenten egentlig være?

Venlig hilsen

Michael

Svar:

Hej Michael 

Det er et godt spørgsmål, du stiller! Egentlig skulle man tro, det ville være nemt at svare på, men det er ikke så enkelt, som man kunne ønske sig.

Generelt er svarprocenten en af de ting, der siger noget om kvaliteten af en spørgeskemaundersøgelse. Mange stræber efter en specifik procent: Nogle argumenterer for, at en svarprocent skal være på mindst 30 %, mens andre argumenterer for mindst 80 %. Vores erfaring er, at kursusvirksomheder kan have udfordringer med at få meget høje svarprocenter.

Hvor mange, der svarer, har betydning for kvaliteten, men ikke den betydning, surveyforskningen traditionelt har tillagt den. Forsknings- og konsulenthuset Defactum kalder det ligefrem en myte.

Vil du vurdere kvaliteten af din undersøgelse, skal du – ud over svarprocent – overveje: Hvordan ser dit frafald ud? Har dem, der ikke har besvaret, ført til skævheder i din undersøgelse, som gør, at du ikke måler retvisende? 

Det kan for eksempel være, at en bestemt aldersgruppe, respondenter med en særlig uddannelsesbaggrund eller af det ene køn er underrepræsenteret i din spørgeskemaundersøgelse. 

Det kan du afgøre, hvis du spørger til demografiske forhold som alder, uddannelse og køn m.m. i dit spørgeskema.

Vurderer du, at din svarprocent er for lav, kan det i nogle tilfælde give mening at arbejde med vægtning af svar. Det vil sige, at underrepræsenterede gruppers svar tildeles en større vægt end andre, der er mere retvisende repræsenteret i din undersøgelse.

Læs mere om vægtning i det videnskabelige tidsskrift Dansk Sociologi her

Held og lykke med din undersøgelse. 

Venlig hilsen

Charlotte og Ida

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *