Menu Luk

Hvorfor giver mine ugentlige spørgeskemaer flere neutrale svar?

Neutrale svar er et klassisk tegn på survey fatigue.

Kære brevkasse

Jeg er chef på en offentlig arbejdsplads.

På grund af corona og krav om afstand arbejder alle medarbejdere hjemmefra. Det betyder at jeg har mindre føling med medarbejdernes trivsel. 

Jeg vil gerne have bedre fornemmelse for medarbejderne, og derfor udsender vi nu et spørgeskema til alle medarbejdere en gang om ugen. Vi oplever pludselig, at medarbejderne svarer mere neutralt end før.

Vi diskuterer internt, om svarene afspejler en reel ændring i trivslen, eller om de neutrale svar er en reaktion på de hyppige spørgeskemaer. Hvad er jeres syn på det?   

Venlig hilsen 

Jesper

Svar

Hej Jesper 

Tak for et spændende spørgsmål.

Under coronakrisen har der været en stigning i antallet af spørgeskemaer. Mange har set værdien af spørgeskemaet, fordi vi ikke møder hinanden fysisk, hvor vi plejer at få viden. 

Du spørger, om de neutrale svar skal tolkes som et udtryk for en ændring i trivslen, eller om de kan skyldes spørgeskemaernes frekvens.

Mange neutrale svar er et klassisk tegn på survey fatigue – spørgeskematræthed. Når folk bliver trætte af spørgeskemaer, tænker de mindre og mindre over deres svar. De japper deres svar igennem. Det giver mindre oprigtige svar, som er svære at stole på. 

Du kan læse mere om survey fatigue hos SurveyAnyplace.

Genovervej derfor frekvensen af dine spørgeskemaer. Den skal sættes ned.  

Samtidig kan vi heller ikke udelukke, at trivslen blandt dine medarbejdere har ændret sig, nu da deres arbejdsforhold er så anderledes. Derfor vil vi råde dig til at lave opfølgende samtaler med nogle af dine medarbejdere, fx via Zoom eller lignende. Her kan du spørge ind til deres arbejdsforhold og hvad de betyder for medarbejdernes trivsel.

Endelig kan det være værd at tænke over, at de ugentlige spørgeskemaer er en ekstra og måske uønsket arbejdsopgave, du pålægger dine ansatte. Hvad gør det mon ved deres trivsel?

Med venlig hilsen 

Charlotte og Ida

Du kan også skrive til brevkassen, hvis du har et spørgsmål om spørgeskemadesign, du gerne vil have svar på.

Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *