Menu Luk

Skal jeg teste min idé med et spørgeskema?

Skal jeg teste min idé med et spørgeskema, spørger en iværksætter.

Hej brevkasse

Jeg har en idé til et nyt produkt i min virksomhed. Det drejer sig om en helt ny type konsulentydelse.

Inden jeg går i gang med at udvikle produktet, vil jeg gerne sikre mig interesse for det blandt mine potentielle kunder. 

Kan jeg validere min idé vha. et spørgeskema?

Med venlig hilsen

Iværksætteren

Svar

Hej iværksætter

Vi vil fraråde dig at bruge et spørgeskema til at teste din produktidé. Det er ellers meget brugt, og du vil sikkert kunne få positiv respons på din idé ad den vej.

Men det, folk vil forholde sig til i sådan et spørgeskema, vil netop være idéen. At de forholder sig positivt til tanken om dit produkt, er ikke det samme, som at de faktisk vil investere i det, når det engang bliver aktuelt. 

Din undersøgelsesmetode – spørgeskemaet – vil dermed ikke stemme overens med dit formål med undersøgelsen, som er at afdække købsinteressen. Dermed vil dit spørgeskema ikke give valide svar. Læs også: Hvordan får jeg valide svar på mit spørgeskema?

For at få et mere realistisk billede af, hvordan folk tager imod dit produkt, kan du lave en prototype og teste den.

Prototypen kan være en nedskaleret version af din ydelse, som du markedsfører. Hvis flere køber ydelsen, har den bestået testen. Så må du selvfølgelig levere ydelsen, og herefter kan du bede din kunde om feedback, som du kan bruge i din fortsatte udvikling af ydelsen.

Du kan finde mere inspiration til at arbejde med test af dit produkt her: https://ivaerksaetterhistorier.dk/pretotyping/

Du kan evt. bruge et spørgeskema til at indhente kundefeedback på prototypen. Særligt hvis du har mange kunder, kan det give mening. Du kan finde inspiration til at udforme et spørgeskema i vores bog om spørgeskemadesign, som kan købes hos Forlaget Frydenlund.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Charlotte og Ida

Du kan også skrive til brevkassen, hvis du har et spørgsmål om spørgeskemadesign, du gerne vil have svar på.