Kære brevkasse
Jeg har fundet en “survey question generator” på nettet, der laver spørgeskemaer til én ved hjælp af AI. Helt gratis.
Det lyder jo fantastisk, og jeg er meget fristet til at bruge det.
Men kan der være nogen ulemper ved at bruge det? Er der noget, jeg skal være opmærksom på?
Med venlig hilsen
Den nysgerrige
Svar
Kære nysgerrige
Tak for et stort og spændende spørgsmål.
Du har ret i, at det kan være oplagt at samarbejde med generativ AI om udformning af spørgeskemaer.
Det skyldes, at mange spørgeskemaer indeholder et antal standardspørgsmål, og den type spørgsmål har generativ AI lært at reproducere. Generativ AI kan også producere andre spørgsmål og svarmuligheder til dig, der minder om spørgsmål og svarmuligheder i de enorme mængder af data, som AI-botten er trænet på.
Som du skriver, findes der særlige AI survey-generatorer. Du kan også få hjælp af en AI-chatbot som ChatGPT til at lave et spørgeskema. Generatorerne trækker typisk på sprogmodellen bag ChatGPT.
Reproducerer velkendte problemer
Uanset om du anvender den ene eller den anden AI-service, skal du vide, at dit output vil afspejle den data, sprogmodellen bag din AI-service er trænet på. Data er i denne sammenhæng massevis af spørgeskemaer. Og de er hverken mere eller mindre fejlbehæftede og kluntet formulerede end alle de spørgeskemaer, du er stødt på gennem tiden.
Med andre ord bliver dit AI-genererede spørgeskema næppe bedre, end alle de andre spørgeskemaer derude. Det vil sikkert komme til at afspejle nogle af de problemer, der er kendetegnende for mange spørgeskemaer. Det kan fx være ledende og biased spørgsmål og utilstrækkelige svarmuligheder.
Et standardspørgeskema
Desuden vil dit AI-genererede spørgeskema bestå af temmelig standardiserede spørgsmål – medmindre du har mulighed for at oplyse AI-servicen i detaljer om dit vidensbehov.
Standardiseringen vil også gælde spørgeskemaets opbygning. Du kan som udgangspunkt forvente en simpel opbygning uden screeners, filterspørgsmål osv.
Endelig vil sproget bære præg af standardisering, selv hvis AI-servicen kan dansk. Kun hvis du kan give detaljerede oplysninger om den specifikke kulturelle, sociale og sproglige kontekst, dit spørgeskema skal fungere i, kan du forvente et tilpasset sprog.
Virksomheden Startquestion, som tilbyder en survey generator baseret på kunstig intelligens, omtaler nogle af de problemer, som standardiseringen medfører, i et blogindlæg på deres hjemmeside.
Du skal sikre kvaliteten
Lad os sige, du accepterer, hvad en AI-service kan levere: standardspørgsmål i et standardsprog sat sammen i en standardstruktur, behæftet med de fejl, der typisk optræder i et spørgeskema.
Så er det dit job at tilpasse spørgeskemaet til din konkrete brugskontekst samt at kvalitetssikre det.
Nu du er i gang med kunstig intelligens, kan du evt. bede ChatGPT assistere dig med kvalitetssikringen. Bed fx chatbotten om at kritisere spørgsmål og svarmuligheder med målgruppen in mente, og bed den identificere ledende spørgsmål, bias osv. Ansvaret for resultatet vil dog i sidste ende være dit.
God fornøjelse med at eksperimentere med AI i dit arbejde med spørgeskemaer.
Med venlig hilsen
Charlotte og Ida
P.S. Et lille tip: Hvis du vælger at lade ChatGPT hjælpe dig med at designe et spørgeskema, kan du med fordel 1) fortælle chatbotten om, hvilken viden du gerne vil opnå gennem spørgeskemaet og 2) bede chatbotten interviewe dig, indtil den har informationer nok til at kunne præsentere dig for et udkast til et spørgeskema.
Du kan også skrive til brevkassen, hvis du har et spørgsmål om spørgeskemadesign, du gerne vil have svar på.